Hjemkald for hvalpe

Hundehvalpen skal synes om at komme når du kalder. Den skal vide at den får noget ekstra lækkert, samt at den højst sandsynligt straks får lov til at stikke af igen!

Hjemkald for hvalpe

For hjemkald for unghunde og voksne hunde skal du se den gennerelle side om hjemkald!

Simpel kontakt-øvelse

Når det kommer til hundehvalpe er hjemkald egentlig blot en overbygning af de generelle kontaktøvelser. Har du endnu ikke haft succes med dem bør du først få dette!
Klik her!

Du starter hjemme i stuen – helt alene. Hvis familien ser på, bliver hunden forvirret.
Du må ikke stille højere krav til hvalpen end at det kan lykkes for den 9 ud af 10 gange!

Hunden har lært at opsøge kontakt når den hører ordet “Fido”. Nu skal der blot lægges afstand ind i samme øvelse. Dette gøres gradvist.

Du kalder når hunden er optaget af noget mindre interessant. Når hunden kommer, må du gerne have noget ekstra lækkert guf – f.eks. tynde skiver pølse, stegt lever, råt kød osv, og der skal roses med lys stemme. Når du har rost, samt givet en lækker godbid, skal du have et stykke legetøj i baghånden. Nu leges der et par minutter på gulvtæppet!

Forstyrrende elementer

Når grundlæggende hjemkald fungerer fint er det tid til at introducere nogle forstyrrende elementer.

Kald mens hunden f.eks. leger. Lad være med at kalde når hunden spiser eller sover!

Lad så hele familien deltage – evt. en ad gangen.
En af jer bliver ved med at kalde. Opsøger hunden kontakt til et familiemedlem som ikke har kaldt vender denne hunden ryggen. Så snart hunden opsøger kontakt til den der kalder roses der, og der gives godbid.
I starten kaldes der konstant.

Der må ikke blive kaldt fra øst og vest lige efter hinanden, og det er vigtigt at lege med hvalpen hver gang den har gjort noget rigtigt.

Nu prøver du i baghaven uden familie. Du kan med fordel benytte en lang line. Går der et par sekunder efter du er begyndt at kalde, og der stadig intet sker, kan du dermed give linen et forsigtigt ryk – og så kalde igen.

Når dette fungerer deltager familien.
Dernæst i parken – til sidst også selvom der er andre hunde til stede.

Lokkemidler

I den fri natur er det en benhård konkurrence at få hvalpens opmærksomhed.

Det er vigtigt at du begynder at rose så snart hunden bevæger sig tilnærmelsesvis i din retning. For hunden er det egentlig lidt “flabet” at nærme sig hinanden direkte. Hunde går ofte i store cirkler, som så ender med at hundene mødes.

Kniber det med at få hvalpen til at komme må du ikke begynde at gå den i møde. Dette giver den modsatte effekt.

  • Sæt dig på hug og rod lidt i græsset – så kommer hvalpen, blot fordi der må være noget interessant der.
  • Løb væk fra hvalpen – evt. i cirkler – så kommer hvalpen for at være med i legen.
  • Læg dig på ryggen i græsset – så kommer hvalpen for at se om du er OK
  • Sidst, men ikke mindst, sig med lys stemme som en der netop er blevet lukket ud fra et sindssygehospital – “chip, chip, weee …” osv – alt hvad du kan hitte på med ultra-lys stemme.
    Man plejer at sige “Sig som en godbid” 🙂

Nu kan du fortsætte med generel hjemkald!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *