En ordentlig en på opleveren

Så snart hundehvalpen er faldet til ro i sine nye omgivelser bør du komme i gang med at give den flest mulige oplevelser som børn, trafik, tog- og buskørsel, tætte menneskemængder osv.

Giv din hundehvalp flest mulige oplevelser

Køber du en enkelt stimefisk til dit akvarie vil fisken dø inden for få dage. Hundehvalpen er til gengæld en sand mester i at tilpasse sig ethvert nyt miljø, hvorimod at vænne den til noget nyt senere kan være ekstremt svært.

Husk at lade hunden vide at den er en del af familien som I alle elsker og respekterer. Føler hunden sig som en fremmed over for jer, vil den være indelukket, konstant på vagt og frygte alle nye oplevelser.

Ved at vænne hundehvalpen til den nye verden den skal eksistere i tidligt, undgår du store problemer når hunden er blevet voksen. Så længe hunden er hvalp er den langt bedre til at tilpasse sig nye situationer, som ellers kan føles ekstremt skræmmende for en voksen hund og, i værste fald medføre aggression.

Voksne hunde kan blive aggressive over for børn, cykler, tætte menneskemængder osv. hvis de aldrig før har oplevet disse situationer. At forebygge problemerne er nemt, men at løse dem senere kan koste professionel hjælp fra en adfærdsforsker.

Andre hunde

Holder du hunden isoleret fra andre hunde gennem dens opvækst, vil den senere i livet få svært ved at acceptere fremmede hunde, og “glemme” de signaler som er så vigtige at forstå, for at begå sig med andre. At det bedste forsvar er et angreb glemmer den til gengæld aldrig!

Bedst af alt er at tilmelde sig en hundeskole, som går op i socialisering af hunden. Det vil sige at der afsættes tid til at hundene kan boltre sig i hinandens selskab. Alternativt kan du arrangere træf med andre hundeejere i nabolaget.

Er hundene godt socialiseret kommer de alle godt ud af det med hinanden uanset race og størrelse. En Sankt Bernhard kan sagtens lege med en Chihuahua. De taler samme sprog og har samme ide om hvad der er sjovt og hvad der ikke er sjovt.

Socialisering af hunden er ikke kun noget som skal ske i hvalpetiden. Dette skal fortsætte resten af hundens liv. Har du lært Tysk i folkeskolen, men nu er blevet 26 år, og ikke har brugt det siden – tja, så er disse kundskaber formentligt helt glemte 🙂

Færdsel mellem mennesker og hunde

I hundens øjne er det en flabethed uden lige, ikke at hilse på alle man møder. Væn hvalpen til at man godt kan gå forbi andre mennesker og hunde uden absolut at hilse på hver eneste af dem. Væn også hvalpen til at det ikke er farligt at gå igennem tættere menneskemængder, evt. fulgt af fremmede hunde.

En sjov opfordring til dig, men ganske alvorligt ment:
Væn dig til at alle har en mening om din hund og dig som hundeejer. Det er venligt ment, men kan være lidt trættende i længden.

Du mangler lederskab, du bør ruske hunden, du skal give hunden Royal Canin, kødben skal koge i fire timer, hunden skal i bad to gange om ugen – og jeg kunne blive ved. Alt sammen noget jeg selv har lagt øre til!

Kvitter med et taknemmeligt smil, og lad det så fise ind gennem det ene øre – og ud gennem det andet 🙂

Børn

I en hundeflok er hvalpene hele flokkens ansvar. Det er ikke kun moderen og faderen som skal beskytte og opdrage hvalpen, men alle de voksne i fællesskab. Derfor er de fleste hunde sande mestre i at forstå at her er der tale om et barn, så jeg må lige være lidt varsom og passe på barnet.

Igen er det vigtigt at hundehvalpen har kontakt til masser af børn i en tidlig alder, og at denne kontakt ikke helt bortfalder fordi hunden bliver voksen.

Hund og barn skal dog holdes under opsyn, indtil du har 100% tillid til hunden. Den voksne hund kan finde på at snappe efter barnets ben, hvis den vil forhindre barnet i at gå/løbe i en, i hundens øjne, uheldig retning. Her skal du være til stede og korrigere hunden på en positiv og forstående måde.

Færdsel i trafikken

Start med at gå med hunden på fortovet, hvor der regelmæssigt kommer biler. Dernæst skift til mere og mere trafikkerede veje.

Dernæst krydser I et fodgængerfelt over en trafikkeret vej. Forsøg for enhver pris at undgå at I skal standse op i rabatten – midt i trafikken. Selv os mennesker føler os ikke særligt trygge her – og denne utryghed vil øjeblikkeligt smitte af!

Væn hunden til at hver gang en vej skal krydses, så standser I op og hunden skal sidde.
Prøv evt. denne fremgangsmåde:

Bilkørsel

Hav et tæppe, og gerne et stykke favorit-legetøj, som hunden i forvejen godt kan lide. Undgå at hunden har adgang til dette stykke legetøj på andre tidspunkter. Flyt så tæppe og legetøj op på en skammel eller sofa, og lær hunden at hoppe op på det.

Nu lægger du tæppe og legetøj ind i bilen, der hvor du vil have hunden – enten i bagagerummet eller på gulvet foran sædet ved siden af førerpladsen. Væn hunden til at det er et hyggeligt sted at være – masser af guf! Lær så hunden at ligge ned på tæppet.

Når hunden nyder at ligge her sætter du dig ind på førersædet. Har du valgt at placere hunden ved siden af føresædet skal du nu lære den at blive liggende, selvom du sidder ved siden af. Start bilen. Lad den køre i tomgang så længe hunden ser ud til at have det fint med det. Hav god kontakt til hunden.

Næste skridt er selvfølgelig at trille lige så stille ud af indkørslen … og så tilbage igen.

Langsomt gør du bilturen længere, men sørger for at de ender et sted hvor hunden virkelig er glad for at være – en park, sø, strand osv.

Forhåbentligt har du nu en hund, som elsker at køre i bil.
En del hundehvalpe får køresyge. Ud over ikke at køre lige efter hvalpen har spist er der ingen råd at hente her. Vent blot til hvalpen bliver lidt ældre, men øv bilkørsel i meget små intervaller. Lad evt. hunden sidde på passagersædet, så den kan kigge ud.

Offentlig transport

Man kunne tro at denne øvelse er sværere end alm. bilkørsel, men i bus og tog er pladsen ikke nær så trang, der lugter ikke så slemt og så er der jo alle de andre passagerer man lige skal holde øje med – og derfor glemmer sin nervøsitet.

Start med blot at være i nærheden, når bus og tog ankommer og kører videre. Dernæst tager du en enkelt station/stoppested og stiger af. Gå væk fra trafikken og lad hunden koble af. F.eks. kan du lege lidt med den i en lokal park. Tag så turen tilbage til udgangspunktet.

Langsomt tager du længere og længere ture, men det er faktisk nemt for hunden at tilpasse sig disse omgivelser.

I Vestsjælland og Sydsjælland må du have hund med i alle busserne. I hovedstadsområdet må du tage en hund med i en lille taske i alle busser. Større hunde kan komme med i alle tog, i metroen og på buslinjerne 30, 32, 33, 35 og 36 samt busser med linjenumre fra 80N og derover. De skal være i snor og betale børnepris. Chaufføren vurderer, om der er plads til en hund. Man må kun medbringe én hund pr. passager.

Lad mig vide hvis du synes der mangler nogle andre oplevelser, som hvalpen kan komme ud for!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *