Hvad er lydighed?

fri-ved-fodSpørgsmålet virker måske lidt underligt, men hvordan defineres “lydighed”, når det kommer til hundetræning? Hvilke af hundens egenskaber skal du manipulere med for at få en lydig hund?

Hvad er lydighed?

En hund bruger sine kræfter der, hvor den forventer at få størst udbytte af sine anstrengelser!

Tigger hunden ved køkkenbordet eller spisebordet? Kravler den op i sofaen? Springer den op ad gæster? Trækker den i linen? Kommer den ikke når der bliver kaldt?

Alt dette gør den fordi den har en stor formodning om at det bedst kan betale sig.

At lære hunden lydighed går ud på at du langsomt vænner hunden til at en alternativ adfærd er mere givtigt.

Ulydig, dum, stædig, doven, utilregnelig

Disse begreber fortæller absolut intet om hunden, men en hel del om hundens ejer!
Alle hunde er dog beregnende, og det er netop denne egenskab du skal udnytte for at få en lydig hund!

Lydighed betyder opmærksomhed

Opnår du opmærksomhed, så har du allerede lydighed! Hunden holder øje med dig, og spiller du dine kort rigtigt kan du forme hunden præcis som du ønsker!

Beløn adfærd som du synes om. Mht. uheldig adfærd belønner du hver gang denne bevæger sig en anelse i retning af en bedre adfærd. Hunden husker præcis hvilken adfærd som betaler sig, så du justerer blot en anelse på dens nuværende adfærd, så denne langsomt ændres til det du ønsker.

Enhver lille bitte ændring i dens adfærd, på vej mod målet, udløser en godbid. Langsomt øger du kravet – og hunden følger med!

Du præger langsomt hunden, så den opdager at ønsket adfærd er mere givtigt end uønsket adfærd. Det kræver at du altid har godbidder parat til hunden – ikke kun når I er udendørs, men hele dagen igennem. Lad så lidt som muligt ende i hundens madskål, hvor den ingen gavn gør mht. lydighed.

Ved køkkenbordet
Levér en godbid når hunden sætter sig. I starten leverer du endda guf, blot den tigger lidt mindre. Giv aldrig mad fra køkkenbordet mens den står og tigger. Vil du hellere have at hunden ligger i et hjørne af køkkenet, så smider du godbiden over i dette hjørne hver gang du bemærker en lille forbedring af dens opførsel i køkkenet. Langsomt ændres kravet, så godbidden bliver smidt, når hunden befinder sig på stedet. Til sidst kun når den ligger der.

Sofaen
Beløn når den står ved siden af sofaen. Beløn når den igen hopper ned. Har den et tæppe du hellere vil have den til at ligge på smider du godbidder over på tæppet. Er godbidderne gode nok skal den nok gå efter dem. Så fortsætter belønningen lige indtil den springer op igen.

Gæster
Lær hunden “sit” og benyt dette når gæster lukkes ind. Giv godbid mens hunden sidder (gentagende godbidder).
Hunde hilser ved at slikke på munden. Hvis du kan lokke dine gæster til at sætte sig på hug, og så lade hunden hilse, så er meget vundet!
Mange synes dette er ulækkert, men dette er grunden til at hunden føler trang til at hoppe op!

Trækker i linen
Giv gentagende godbidder når hunden er tæt på dig (trækker ikke).
Når hunden begynder at trække standser du op og står stille indtil hunden opsøger kontakt. Så snart dette sker giver du godbid og fortsætter turen, – men vær klar til snart at standse op igen og igen. Faktisk behøver du slet ikke at rose hunden, men gør det dog alligevel 🙂

Læg evt. godbidden ved din hæl hver gang hunden ikke trækker.

En anden øvelse er at have en større guffer imellem læberne. Kogt kalkun eller pølse-stykker holder du nok ud at have i munden. Når hunden er tæt ved dig og kigger efter guffen spytter du den ud, og så må den gerne løbe efter guffen for straks at vende tilbage til dig.

Hjemkald
Først og fremmest må hunden ikke erfare at hjemkald betyder at linen kommer på og alt det  sjove er slut. Du skal kalde hunden hjem mange gange, hvor du blot lader den løbe igen!
I starten må du gerne smide meget synlige godbidder  hen foran hunden, blot fordi den har retning imod dig!

Beregnende

Kort og godt handler lydighed om kontakt. Har du opnået denne kontakt kan du dernæst udnytte hundens beregnende egenskab til at gøre præcis som du ønsker!

Lær hunden at uønsket adfærd ikke giver godbidder, men ønsket adfærd gør, – men husk at belønne hvert lille museskridt i den rigtige retning. Når hunden har fattet pointen forlanger du lidt mere.

Når hunden har lært dette kan du roligt nedtrappe mængden af godbidder. Hunden vil stadig vide at disse handlinger har størst mulighed for guf – og du har en lydig hund.

Fido har sin egen husholderske, kok, butler, bodyguard, chauffør osv. og du kan tro den sætter pris på dig! Glem alle ideer om at en hund ønsker at stige i graderne, for at blive flokkens leder. Den ser slet ikke sig selv som en del af en flok, og er faktisk jublende henrykt over at vi tager os af alting, så den bare kan nyde tilværelsen.

Tror Fido at det er den, som manipulerer med dig, er du i mål – og opnår en fantastisk hund 🙂

1 Comment on Hvad er lydighed?

  1. maya hansen
    21/07/2013 at 19:25

    Alle tiders – når man læser det, tænker man “ja selvfølgelig”

    Tak for de bevingede ord.

    hilsen
    en glad hundeejer – maya

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *