Giftige julegodter

Din hund kan dø af at spise mørk chokolade, vindruer, rosiner og nødder! Det kan også være fristende for dig og dine gæster at give den firebenede lidt af f.eks. andestegen eller flæskestegen. Her kan et overset ben være katastrofalt!

Giftige julegodter

Nu kommer alle julegodterne på bordet, og som hundeelskere ved vi alt for godt hvordan to store hundeøjne ser ud, når vores bedste ven sidder og tigger.

Nogle julegodter er giftige for din hund og andre farlige. Her er hvad du skal passe på, samt hvorfor.

Opdrag dine julegæster!

Forklar dine julegæster at de godt må være “gode” mod hunden, men at f.eks. en lille luns af ande- eller flæskestegen kan skjule et ben – og dette kan betyde døden, eller et meget dyrt besøg hos dyrlægen.

Chokolade

Kakaobønner indeholder stoffet theobromin, der virker giftigt på både hunde og mennesker. Hos mennesker ses chokoladeforgiftning dog kun hos børn og ældre mennesker, som har spist store mængder mørk chokolade. Hunden er tre gange mere følsom overfor stoffet.

Mørk chokolade og kogechokolade indeholder store mængder theobromin. En lille hund på 10 kg kan blive forgiftet ved blot at spise 15 gram mørk chokolade.

Symptomerne på chokoladeforgiftning kan vise sig indenfor 24 timer. Hunden virker stiv i sin krop og har en hurtig vejrtrækning og hjertebanken. Hunden savler, kaster op og virker svimmel og rastløs. Mange hunde får desuden en forøget drikkelyst og tissetrang.

Vindruer og rosiner

Giftstoffet i vindruer og rosiner har man endnu ikke identificeret. Det fremkalder opkast, diarre samt akut, livstruende nyresvigt hos hunde.

Hunden får akut diarre og vil evt. kaste op. Efter 5-6 timer virker hunden trist og stille, da den er ved at få akut nyresvigt. Hvis hunden behandles hurtigt, er chancen for at den overlever meget større.

Nødder

Nødder er generelt ikke godt for din hund.

Macadamia nødder kan give en macadamia nød-forgiftning. Du kan ofte se forgiftningssymptomer indenfor de første 12 timer efter indtagelsen. Symptomerne kan være svaghed, tristhed, opkast, svaghed i benene, kramper og feber. Lamhed i bagpart og bagben er også set.

Blot 2 gram pr. kg legemsvægt kan medføre behandlingskrævende forgiftning. Hunden skal indlægges til observation og behandling med bl.a. aktivt kul og væskedrop.

Kilde

Hoveddelen af dette indlæg bygger på seneste nyhedsbrev fra hundesitter.dk, som varetages af dyrlæge Sabine Förderer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *