Overdrevent gøen

Når hunden gøer for meget må du først finde ud af hvorfor. Løsningen afhænger heraf, men i bund og grund må det handle om at hunden ser noget positivt i at holde op med at gø.

Hunden gøer

I gamle dage prøvede man at forklare alle aspekter af hundens natur ved at sætte sig ind i ulvens. Det er i dag totalt forkert at sammenligne hunde og ulve, men jeg vil alligevel gøre denne undtagelse.

Hvis du lever sammen med en ulveflok i et par år kan du være heldig, en enkelt gang, at høre en ulv gø. Den kan skam godt, men det ligger slet ikke til dens natur.

Efterhånden som vor hund er blevet domesticeret er den begyndt at gø mere og mere, men hvem har dog lært den dette?

Du gættede rigtigt. Prøv at gå en tur i byen og vær lydhør for hvor meget, og hvor konstant vi mennesker larmer! Hvordan får man opmærksomhed i sådan en verden? Ved også selv at larme!

Metoden for at få din hund til at holde op med at gø må afhænge af hvorfor den gøer. Den gør det ikke bare fordi den kan. Den gør det ikke for at genere dig og dine naboer. Den forventer ganske enkelt at opnå noget med sin gøen.

Alarmering/vagthund

Alle hunderacer er skabt for at gøre et stykke arbejde for os mennesker. Ofte har opgaven bl.a. været at alarmere os, når fremmede ankommer til vor bopæl. Dette gælder især dansk-svensk gårdhund, mastiff-racer, afghansk mynde m.fl.

Denne egenskab kan dog afkodes igen.

Allier dig med venner og naboer. Lad dem advisere dig, f.eks. via mobilen, at nu er de på vej. Ros og giv godbid lige før vedkommende er tæt nok på, til at hunden normalt ville begynde at gø.

Denne løsning tager rigtig lang tid, og måske er du endda afhængig af at hunden opfylder denne opgave, men vil blot kunne få den til at holde op igen. I så fald benytter du pift eller fløjten mens den gøer, og giver straks ros og ekstra lækre godbidder. Snart vil hunden se sig om efter den der godbid, så snart du giver samme lyd fra dig.

Frygt

Ængstelig, skinger gøen, som til tider går over i hylen er et tegn på angst – f.eks. separationsangst.

Løsningen er ikke at få hunden til at holde op med at gø, men at finde ud af hvad hunden frygter, og bearbejde denne frygt.

Se indlæg om seperationsangst.

Leg/ivrighed

Denne type gøen ses ofte hos hvalpe og unghunde. Lyden kan bedst beskrives som lidt optimistisk og melodiøs. Den opstår når hunden er i voldsom leg med mennesker eller andre hunde. Den opstår også tit i forventningens glæde, når snoren tages frem, eller en tur i bilen er på trapperne.

I starten bør man se tiden an, men bliver det ved kan dette løses ved at legen ophører, snoren gemmes væk, køreturen bliver udsat – kort sagt, hunden erfarer at dens gøen medfører at alt det sjove hører op.

Opmærksomhed

Når du hører denne type gøen, vil du som regel vide lige hvad det betyder. Denne gøen siger: “Hey! Hey! Se! Her er jeg!” – næsten som tonen fra en klynkende barn.

Løsningen er masser af opmærksomhed – lige indtil dette sker, og så vænne hunden til at enhver form for opmærksomhed ophører – men kommer prompte igen så snart hunden holder op med at gø.

Kedsomhed

Hunden får lov til at rende rundt i haven, og her sker der alt for lidt.

Nu hører den en anden hund i nabolaget gø. Selvfølgelig gøer den – den vil da hilse på denne hund.

Hvis hunden, 3-4 gange om dagen, får lov til at hilse på rigtig mange andre hunde, vil den ikke blive så hysterisk, når den erfarer der er en artsfælle i nabolaget. Formodentligt vil den blot tænke “Nå, nu leger de igen med Basse ovre i nr. 20”

Snak med de af dine naboer som også har hund. Arranger daglige træf, hvor hundene rigtigt kan få lov til at boltre sig. Socialisering med andre artsfæller er en mirakelkur mod næsten alle de problemer vi får med vore hunde.

Du bør acceptere en kort gøen, hver gang hunden fra haven hører en anden hund. Bliver dens gøen ved må du forsøge at vænne den til at den bliver kaldt ind i huset når den gøer.

Enten finder den ud af at det sjove hører op når den gøer, eller at løsningen på kedsomheden i baghaven er at gø – uanset hvordan din hund nu ser på sit ophold i haven er problemet løst.

Det er også en mulighed at den har lært, at den mest effektive metode til at blive lukket ind igen er ved at gø! I så fald må du prøve at give den nye erfaringer ved at lukke den ind når den sidder ved døren, men ignorere den når den gøer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *