HTM – Heelwork to Music

Heelwork to Music (lydighed til musik) er en ganske ny diciplin, hvor hunden skal holde sig på 10 faste positioner i forhold til føreren.

HTM – Heelwork to Music

HTM er en udvidet form for “fri ved fod”, udført til musik og vist i et program som føreren selv har sammensat. Programmerne kan have forskellig sværhedsgrad, og i nogle konkurrencer skal bestemte elementer indgå.

Historie

I England opdagede man tidligt at fri ved fod-træning blev mere interessant, hvis man gik til musik. Der kom mere energi, glæde og rytme ind i bevægelserne, og man opnåede et ensartet tempo.

I 1990 demonstrerede Mary Ray det, som på sigt blev til HTM. I 1996 mødtes engelske HTM-udøvere for første gang til en konkurrence. Dette var i Coventry, og denne er selv i dag Englands (og måske hele verdens) vigtigeste HTM-konkurrence.

Mary Ray besøgte Danmark i 1996 og året efter kunne man for første gang se HTM i Danmark, med hele to udøvere. Den første danske konkurrence foregik i oktober 2005. I marts 2007 var Danmark, for første gang, repræsenteret ved en international konkurrence.

10 faste positioner

Ved normal “fri ved fod” skal hunden bevæge sig på venstre side af fører, med højre skulder tæt på førerers venstre ben, og hunden skal sætte sig, når føreren standser op.
Ved baglæns gang skal hunden dog, hurtigst muligt, placere sig som angivet i punkt 7 nedenfor.

Ved HTM skal hunden også kunne bibeholde de yderligere otte positioner – dette være sig under gang, samt ved opstandsning.
Desuden må hunden ikke sætte sig, når der standses op.

Heelwork to Music består af 10 faste positioner:

  1. På venstre side af fører, med højre skulder tæt på førers venstre ben
  2. På højre side af fører, med venstre skulder tæt på førers højre ben
  3. Foran fører, med siden til (vinkelret). Højre skulder tæt på førers højre ben
  4. Foran fører, med siden til (vinkelret). Venstre skulder tæt på førers venstre ben
  5. Bag fører, med siden til (vinkelret). Højre skulder tæt på førers venstre ben
  6. Bag fører, med siden til (vinkelret). Venstre skulder tæt på førers højre ben
  7. På højre side, med front modsat fører. Højre skulder tæt på førers højre ben
  8. På venstre side, med front modsat fører. Venstre skulder tæt på førers venstre ben
  9. Mellem førers ben, pegende samme vej som fører. Skuldre ud for førers ben
  10. Mellem førers ben, pegende modsatte vej. Skuldre ud for førers ben

Her demonstrerer Emmy Simonsen de 10 positioner:

HTM Freestyle (dogdancing)

Freestyle er en udvidelse af Heelwork to Music, hvor hunden skal lave nogle tricks, og må bevæge sig længere væk fra fører.
Læs om freestyle – Link kommer snart 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *