Sit, Dæk og Stå

Lige så snart hvalpen har fundet sig til rette med de nye omgivelser, kan du komme i gang. I hundens øjne skal det være 100% leg og 0% træning, men det er leg med bagtanke!

Sit, Dæk og Stå

Har du ikke haft held med kontakt-øvelser skal du starte her!
Det er uhyre vigtigt at hvalpen først lærer at den største “bonus” får man ved konstant at have nær kontakt til “mennesket”. Al træning fremover bliver herved meget nemmere!
Du kan dog træne kontaktøvelser samtidigt med nedenstående – bare du ikke glemmer dem!

Det er heldigvis uhyre nemt at koble disse tre kommandoer sammen til en sjov leg med hvalpen. Vi opnår en masse positiv kontakt til hvalpen, som samtidigt finder ud af at det er kanon sjovt at lave noget sammen med os, og man får al den “guf”, som man bliver snydt for under morgen-, middags- og aftenmåltidet, da almindelig tørfoder fungerer glimrende på dette tidspunkt.

Manipulation

Jeg får sikkert på puklen fra mine kolleger og venner, når jeg vover dette postulat, men …
Kunsten er, til enhver tid, at bilde hvalpen ind at det er den, som manipulerer med os – og ikke omvendt.
dette gælder faktisk resten af hundens liv!
Desværre er det ikke noget jeg selv har fundet på, men et udsagn fra Dr. Ian Dunbar!

Lad hvalpen tro at den er top-smart, og kan lokke en godbid ud af dig til enhver tid – du er klogere end den, og vil i længden vinde slaget!

En halvsulten hund og en godbid

Denne kombination gør det afsindigt nemt at træne hund. Mange hunderacer er utroligt sultne allerede få minutter efter at de har fået mad, – men ellers træner du jo blot lige før fodringstid. Husk at spare på foderet, så du har noget at belønne med under træningen!

Fodderet skal være den “nemme” belønning. Leg mellem dig og hvalpen, evt. med et særligt populært stykke legetøj, er den ultimative belønning!

Hvis vi ikke kan belønne i fire ud af fem forsøg, er det os mennesker, som stiller for høje krav! Når det kommer til hundetræning, er det menneskets utålmodighed og ambitioner som gør det lette svært!

Timing af kommando

Kommandoen giver vi i det split-sekund hunden udfører handlingen.
Dette kan synes forkert, da vi på sigt vil have hunden til at sætte sig når vi siger “Sit”, men på denne måde opbygger hunden langt hurtigere en betinget refleks – at din kommando og dens reaktion hænger sammen.

Sit

Sid på hug og kald hunden til dig. Hold en godbid lige foran dens næse, men hold godt fast, så hunden ikke kan snuppe den før tid.

Før nu godbidden opad – og bagover, tæt på hundens hovede.
Ideen er at hunden skal følge godbidden med næsen, og på et tidspunkt er hunden nødt til at sætte sig for at kunne se langt nok bagover.
I samme øjeblik hunden sætter sig siger du “Sit”, klikker og giver belønningen.

Ros, kæl og leg lidt med hunden – den skal synes dette er sjovt og tro det hele er en leg!
Gå et par skridt baglæns, ned på hug og gentag.

Dæk

Lige efter en vellykket “Sit” tager du en ny godbid frem og holder tæt ved hundens næse.
Før godbidden ned under hundens hovede – tæt på brystet – og ned til gulvet. Dernæst føres den fremad. Ideen er at hunden lægger sig ned for at nå godbidden.

Du skal formodentlig prøve dig lidt frem. Mange gange skal godbidden føres frem i et hurtigt ryk, for at få hunden til at kaste sig efter den, og forhåbentligt lægge sig.

Får du hunden ned at ligge med forkroppen, mens bagkroppen stadig er oprejst, så start med at acceptere dette som en success. Lidt senere kan du forlange lidt mere.

Når hunden ligger kan du føre en godbid op over hovedet på den, og få den op i siddende position igen. Du siger igen “Sit” i det øjeblik hvor hunden sidder.

Dæk-øvelse for små racer

Helt små hunderacer kan have svært ved at lære “dæk” ved ovenstående øvelse.
Her kan du prøve at ligge ned og, med en godbid, lokke hunden under et bøjet knæ.
For at komme fremad må hunden ned og ligge, og du siger “Dæk” i samme split-sekund dette sker.

Stå

Fra “Sit” holder du en godbid foran hundens næse.
Denne fører du langsomt væk fra næsen, og en anelse opad.
Hunden rejser sig for at komme hen til godbiden, og du siger “Stå”.

Fra “Dæk” starter du blot med at lokke hunden op i “Sit” – og fortsætter straks som ovenfor.

Når hunden tydeligt viser at den godt ved hvad den skal gøre, kombinerer du de tre kommandoer. Husk at proppe lidt leg ind hist og her.

Væk med godbidden

Nu bliver det noget sværere, så du skal acceptere at det går meget langsommere fremad.

Du træner en enkelt kommando uden godbid indtil hunden er helt skrap.
Start med “Sit”. Træn stadig lidt “Dæk” og “Stå” efter den gamle metode.

Du må nu gerne stå op. Nu gives kommandoen før hunden udfører handlingen.
Godbidden skal holdes usynlig indtil handlingen udføres korrekt. I dette sekund smides den 2-3 skridt fra hunden. Dermed får vi hunden til at forlade sin stilling, så vi igen kan sige “Sit”.

Du gentager “Sit”-øvelsen igen og igen. Hunden skal tydeligt vise at den godt ved hvad der udløser godbidden. På dette tidspunkt udløser du også godbidden når hunden sætter sig, inden du når at sige “Sit”.

Nu har du en hund, som konstant sætter sig – også selvom der ikke er blevet sagt “Sit”.
Næste punkt er at lære hunden kun at sitte når du har sagt “Sit”.
Hver gang hunden sætter sig, uden kommando, vender du hunden ryggen, går 2-3 skridt væk fra den og vender front mod hunden. Hvis hunden ikke følger med må du lokke – og skynde dig at sige “Sit”.

Sidste punkt kan du hygge dig med, hvis du vil bruge tid på at gøre det helt perfekt, – og måske synes det er ret sjovt.

Det handler blot om at “drille” hunden med kommandoer som “Sjippe”, “Sød hund”, “Silkeorm” …. “Sit”.
Lær hunden at det kun er “Sit” som udløser en belønning.

Øvelsen kan lyde som det rene pjat, men kan gøre din hund mere lydhør over for dine kommandoer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *