Falsk drægtighed / hvalpekuller

Dette er ikke en sygdom, men en nødvendighed for flokkens overlevelse. Støt hunden og få den til at tænke på noget andet det meste af tiden. Det går over efter 2-4 uger!

Falsk drægtighed / hvalpekuller

At en tæve har en falsk drægtighed vil sige, at hun er indbildt gravid også kaldet pseudodrægtig, pseudocyesis, falsk graviditet eller hvalpekuller.

Dette kan ramme alle ikke-steriliserede tæver, og starter ca. to måneder efter løbetid, hvor tæven ville have født, hvis den var blevet parret.

Så godt som alle tæver har mindst to falske drægtigheder i deres liv. Mere end 60% har det regelmæssigt.

En falsk drægtighed kan være vanskelig at skelne fra en ”rigtig” drægtighed, da symptomerne stort set er de samme. Hyppigt ses dog en frustration over de manglende hvalpe.

Er du i tvivl må du have fat i din dyrlæge! Efter 21-25 dage kan måling for relaxin, et hormon som kun produceres af gravide hunde, fortælle om hunden er drægtig. Ved at mærke på din hunds underliv efter 21 dage kan din dyrlæge måske opspore en opsvulmet livmoder. Et stetoskop eller en EKG kan opfange hvalpes hjertebanken efter 25 dage. Omkring den 28. dag kan anvendes ultralyd.

Symptomer på falsk drægtighed

  • Hævede patter og vorter (mælk i patterne)
  • Går ofte og små-klynker
  • Manglende lyst til gåture
  • Bærer legetøj (især pivedyr) med overalt, som var det hvalpe
  • Mere vagtsom/beskyttende overfor hjemmet, og gøer meget
  • Uinteresseret, nærmest fjendtlig overfor andre hunde
  • Redebygning (tæpper æltes og der skrabes voldsomt i gulvet)
  • Virker urolig og rastløs
  • Er vogtende overfor legetøj og mad (ude som hjemme)
  • Destruktivt adfærd (særligt alene hjemme)
  • Dårligt humør på grænsen til depressivt

Afhængig af tæven kan hun enten være mere stille og indadvendt, eller mere aktiv og kontaktsøgende. Hun kan både have sænket eller øget appetit. I nogle tilfælde kan maven vokse, som om hun er virkelig drægtig.

Ikke en sygdom

Hunden er jo et flokdyr, og den falske drægtighed er i høj grad med til at sikre flokkens overlevelse – endnu et bevis på hvor fantastisk naturen er skruet sammen.

Tæver, som går sammen, kommer oftest i løbetid sammen. Nogle af flokkens tæver bliver drægtige og kan føde helt op til 16 hvalpe hver!

Her er der brug for reserve-mødre, og ved at nogle af de andre tæver bliver falsk drægtige, kan disse også tage sig af flokkens hvalpe. De bliver bombarderet med de samme hormoner, og kan derved være med til yngelpleje – incl. at levere mælk til hvalpene.

Forebyggelse

Forventer du at en falsk drægtighed er lige på trapperne, kan du gemme alle pivedyr væk, indtil dette er overstået. Når først det går løs bør du ikke gemme legetøj væk, da hunden i så fald kan splitte dit hjem ad, i forsøget på at finde “sine hvalpe”!

Kur

I ekstreme tilfælde kan dyrlægen give nogle beroligende midler, og fremtidige tilfælde kan helt undgås ved stirrilisation, men i langt de fleste tilfælde gælder det blot om at holde ud!

Nogle dyrlæger lovpriser andre tvivlsomme gevinster ved at få hunden steriliseret.
Læs mere om sterilisation her!

Support og afledning

Støt hunden ved at give hende mere kontakt.

Få hende til at tænke på noget andet. Træning, samarbejde, næse-øvelser samt masser af social kontakt.

Nedsæt evt. fodermængden, så hun har mindre energi til bla. mælkeproduktion.

Undgå at hun kommer i unødvendige stressende situationer.
Socialt samvær med andre hunde står ikke øverst på hendes ønskeliste!

Har hun ikke lyst til at lege med andre hunde, hilse på fremmede mennesker osv?
Dette bør du da respektere!

Mht. træning har jeg selv erfaret at hun faktisk er mere “tændt” – især når der benyttes legetøj som gevinst. Dette legetøj skal selvfølgelig være noget hun ikke har adgang til i hjemmet! Dermed opfatter hun det ikke som en “hvalp”.

Efter et par uger får du din gamle hund tilbage 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *