Mundkurv

MundkurvNår andre hundeejere ser en hund med mundkurv, går de ofte i en stor bue uden om. Skal man grine eller græde over denne dårskab? Er de bange for at den skal falde af?

Mundkurv

Indrømmet. Jeg har et anstrengt forhold til mundkurve, men for mange hundeejere kan dette valg betyde at hunden kan få det sociale liv, som er alfa omega for ethvert ordentligt hundeliv!

De helt forkerte billeder!

Mange mennesker danner nogle virkeligt grimme billeder på nethinden, når samtalen kommer ind på mundkurve. Måske jeg endda er en af dem!

  • Det er uhyre nemt at dømme!
  • Måske du er en over-pyldret høne-mor?
  • Måske du skulle have socialiseret din hund mens den stadig var hvalp?
  • Måske du ubevidst gør hunden nervøs når den møder andre artsfæller?

 

En skrækkelig historie!

Jeg fik Kiwi fra hvalp af, og en bekendt fik hendes bror, Bolero.
Bolero’s ejer blev kæreste med en, som havde katte, og nu boede Bolero så alene i et et-værelses ungdoms-hybel i Morbærhaven, uden møbler og næsten uden menneskelig kontakt!

Et par gange om dagen gik de over og luftede Bolero, – og så blev han igen lukket ind i den tomme lejlighed, hvor eneste menneskelige kontakt ellers var besøg af et postbud!

Da Kiwi var et år gammel løb hun efter en kat – ud foran en bil og døde kort efter!

Et rigtigt mandfolk kan jeg vel ikke kalde mig, – for blot ved at skrive dette indlæg begynder tårerne at trille – og det er jo mange år siden :/

Samme aften tog jeg op til ungdoms-vennerne i Morbærhaven. Det var egentlig en fest, men jeg var lidt af en lyseslukker, da jeg nærmest bare sad i et hjørne og trillede tårer!

“Hør, du skal da have Bolero?”
– “Næhh, jeg skal sgu’ have en hund fra hvalp af, så jeg kan præge den”
“Vi skal til Gran Canaria i 14 dage – kan du så ikke passe Bolero?”
– “OK, det skal jeg nok”

Rent bondefangeri – og selvfølgelig fik de ikke Bolero tilbage, da de 14 dage var gået!
Vennerne kunne slet ikke genkende hunden igen – den var jo pludselig blevet … “en hund”!

Eftertanke

Hanhunde, som var større end Bolero skulle hurtigst muligt ned at ligge.
Postbudet og avisdrengen var han ekstremt truende over for!
Der skete aldrig noget, men han var meget truende, og måske jeg blot var heldig!

Bolero burde helt klart have stiftet bekendtskab med en mundkurv!
Hvorfor skete det så ikke? – udelukkende af de forkerte grunde!

Din beslutning!

Om din hund skal have mundkurv eller ej bør være din egen beslutning.

Læs evt. om Bidehæmning og socialisering her!

Er din hund ikke længere hvalp, og du erfarer nogle kedelige tendenser til kamp, så lad være med at fravælge mundkurven af ene dårlige grunde! At din hund kan have socialt omgang med flest mulige hunde er altafgørende.

Brug af mundkurv

De mundkurve som findes i dag giver hunden optimale forhold til stadig at være sociale.
Hunden kan stadig være “høflig” og slikke en anden hund om mundvigene, og du kan stadig give hunden godbidder, selvom den har mundkurv på.

Det stiller selvfølgelig større krav til dig, da du ikke skal lade din hund komme ud for situationer, hvor den føler sig truet, eller er usikker.

Start med at lade hunden associere mundkurven med noget rart. Med andre ord, sæt den på lige før der sker noget godt. Dette kan være at du udleverer guf eller kælen.
Tænk over de situationer, som virkelig gør hunden glad, og udnyt dette, så den hurtigt lærer at mundkurven medfører noget godt!

Sæt ikke mundkurv på lige før din hund møder andre artsfæller. Så vil den være overbevist om at dette er farligt!

Læs mere om brug af mundkurv på Emmy Simonsen’s Blog!

Lovgivning

Jeg mener ikke at dette valg skal presses ned over ørene på dig, blot fordi din hund har gener fra div. kamphunde-racer!

Dog mener jeg at Politiet skal kunne stille krav om mundkurv, hvis de mener din hund er farlig overfor andre hunde eller mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *